Program efterår 2010
Skrevet af Bestyrelsen   
Søndag, 16. maj 2010 11:27

Foreningens program for efteråret 2010 byder på 4 foredrag under det fælles tema Indvandring:

Mandag den 13. september

Inger Buchard, lektor, Varde: Syd for grænsen.

Slægtsforskning i Danmarks sydlige nabostat rummer uvante udfordringer. Med erfaringer fra Sønderjylland er man godt hjulpet på vej, og foredraget vil bidrage med forslag til, hvordan man finder frem til viden om sin slægt i Nordtyskland.

Mandag den 11. oktober

Michael Dupont, arkivar, cand. mag., LAK.: Pasprotokoller.

En spændende kilde til slægtsforskningen er de såkaldte pasprotokoller, der er en relativt ukendt og derfor ubenyttet kildegruppe. De er bevaret fra størstedelen af det 19. århundrede og findes på landsarkiverne.

Når man ikke ved, hvor en person kommer fra eller rejser hen, vil pasprotokollerne i mange tilfælde være et godt sted at begynde. I 1800-tallet skulle man nemlig bruge pas til indenlandsrejser, og via pasprotokollerne kan man følge en persons rejsefærd. Kom og hør om dette spændende materiale.

Mandag den 8. november

Charlotte S. H. Jensen, folkemindeforsker: Polakker og kartoffeltyskere

Kartoffeltyskere er betegnelsen for en gruppe sydtyske indvandrere, der kom til Danmark fra Pfalz og Hessen i tiden omkring 1760. De tyske indvandrere blev inviteret af den danske konge for at opdyrke og kolonisere Jyllands hede. De blev lokket med løfter om, at de ville få en gård med jord, husdyr og udstyr, penge, skattefrihed i 20 år og ikke skulle gøre militærtjeneste. Det kneb dog med at indfri løfterne, hvilket skabte en del utilfredshed blandt kolonisterne.

Indvandringen af polske sæsonarbejdere til Danmark startede i 1893 og fortsatte frem til 1929. I tiden før 1. Verdenskrig var der ikke sket nogen form for regulering af antallet af polske arbejdere. Dette ændrede sig i 1915, hvor man på foranledning af Socialdemokratiet og Land-arbejderforbundet nedsatte et udvalg, der skulle søge at erstatte den polske arbejdskraft med dansk. Helt undvære de polske arbejdere kunne landbruget ikke, men der blev foretaget adskillige tiltag.

Også huguenotter og andre 1700-tals indvandrere vil blive omtalt i foredraget.

Mandag den 13. december

Jørgen Mikkelsen, arkivar, ph.d., seniorkonsulent ved Statens Arkiver: Over Øresund – om svensk emigration til Danmark.

Foredraget indeholder en karakteristik af den svenske emigrations og arbejdskraftindvandring til Danmark – især i anden halvdel af 1800-tallet, hvor den nåede sit højdepunkt. Desuden vil vi høre en række eksempler på, hvad man kan finde i danske arkiver om svenskerne, der har slået sig ned i Danmark. Denne del af foredraget vil bl.a. handle om opholdsjournaler og indfødsretssager.

Til slut vil Jørgen Mikkelsen redegøre for, hvad man kan finde i forskellige typer af udlændingesager fra årene 1914 - ca. 1930.



Herudover gennemføres spørgehjørnet på Erhvervsarkivet på følgende datoer:

  • 10. august
  • 14. september
  • 12. oktober
  • 9. november
  • 14. december.

Læs mere om spørgehjørnet Spørgehjørnet

Tid og sted

(Klik på adresserne for at se kort og for at lave en ruteplan)

Betaling

20 kr. inkl. kaffe med brød gældende.

 
Du er her: Arrangementer | Foredrag | Program efterår 2010