Udskriv

Bogen "Find din slægt - og gør den levende" - skrevet af Jytte Skaaning, som flere gange har holdt foredrag i vores forening, og min datter Bente Klercke Rasmussen, som indtil sin død i 2004 var næstformand i foreningen - er i 1. udgaven udkommet i 3.500 eksemplarer. Da Jytte og jeg i foråret i år kunne se, at bogen ville blive udsolgt i løbet af efteråret, besluttede vi at lade den opdatere, inden den skulle udkomme igen, da vi var klar over, at der i løbet af de tre år, der er gået, siden bogen udkom, er sket en hel del.

F.eks. er Arkivalieronline blevet helt klar til brug, Statens Arkivers e-registreringssystem er sat i værk, og der er kommet en ny navnelov. Desuden er der flere oplysninger, som vi senere er blevet klar over, manglede i bogen, der er kommet en hel del ny litteratur, og ikke mindst, der er utrolig mange hjemmesider, der har fået en anden adresse. Alt det ville vi gerne hare tilføjet og rettet i bogen, og det er der gået utrolig meget tid med i sommeren og efteråret. Bogens 1. udgave udkom på min datters forlag "Forlaget Bonderosen", som min mand og jeg har videreført, men da vi ikke er helt unge mere, er det blevet til, at Syddansk Universitetsforlag i Odense, udgiver den nye udgave.

Bogen kan fortsat købes hos boghandlerne for 248 kr.

Mvh.
Tove Glud Rasmussen